Yoko Tsuno - Samlebind (HC) nr. 7: Mørkets Maskepi.
Genoptrykker de tre historier "Vindens datter", "Gengangerens hævn" og "Rhinguldet". Da Yoko besøger sit hjemland, Japan, hvirvles hun ind i en dødbringende strid mellem sin far og den skrupelløse våbenfabrikant, Kazuky. Det ender med en fatal kamikazemission for Yoko og hendes gamle læremester og mentor, Aoki. Senere dukker Kazuky op igen. Denne gang i Europa, hvor Yoko sammen med sin veninde Ingrid medvirker i en vaskeægte thriller om bord på det legendariske tog »Rheingold« i de maleriske omgivelser lang Rhinen. Skotland er tågernes og legendernes land, og hvert slot har efter sigende sit genfærd. Men på Loch Castle forekommer der at være mere end ét – foruden en lang række andre hemmeligheder, der kredser om den tilsyneladende uligevægtig unge slotsarving, Cecilia.
Udgivet af Cobolt 2020
Roger Leloup
Roger Leloup startede som farvelægger for Jacques Martin, skaberen af tegneserien Alix. Senere fik han job på Studios Hergé, hvor han arbejdede fra 1953 til 1969, hovedsageligt med baggrundsmiljøer og tekniske tegninger. Careidas' privatjet i Tintin-albummet Rute 714 til Sydney er f.eks. Leloups design.
Efter sin tid hos Hergé, arbejdede han kort på Peyos studie, før han i 1970 skabte serien om Yoko Tsuno, der blev hans hovedværk, og som han har arbejdet dedikeret på lige siden.
Serien er - ud over naturligvis heltinden Yoko - kendt for sin fine streg med mange tekniske detaljer og opfindsomt og banebrydende design. Yokos eventyr bringer hende mange steder rundt på kloden, og ikke mindst dybt ned i Jordens indre og langt ud i universet tillige. (Ovenstående personbeskrivelse er taget fra ComicWiki under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 2.5 licens)