Asterix, Den Store (HC) nr. 9: Byplanlæggeren / Cæsars Laurbær.

Den store Asterix 9 indeholder de to klassiske historier Byplanlæggeren og Cæsars laurbær samt et omfattende og rigt illustreret ekstramateriale på 60 sider om, hvordan Goscinny og Uderzo skabte tegneserien, sjove detaljer fra serien, persongalleriet, livet i Romerriget og meget mere. Asterix-historierne bringes i den originale rækkefølge, som Goscinny og Uderzo skabte dem. Om Byplanlæggeren Cæsar indser, at han ikke med magt får de gæve gallere i landsbyen højt mod nord til at overgive sig. I stedet vil han tvinge dem til at acceptere den romerske civilisation ved at rydde den omgivende skov og opføre en romersk by. Til at gennemføre den storslåede plan hyrer han arkitekten Designius og iværksætter en stor reklamekampagne, der skal lokke romere til at bosætte sig højt mod nord i Urbanus-byen. Det lykkes Miraculix på udspekuleret vis at forhindre rydningen af skoven – men da gallerne indser, at det kommer til at gå ud over slaverne, må de i stedet prøve at få det bedste ud af situationen. Ingen har imidlertid tænkt på, at de romerske tilflyttere er overmåde begejstret for “de vilde barbarer” … Om Cæsars laurbær Under en eksalteret middag hos Godemines bror, Homøopatix, i Lutetia ender Majestix i et gevaldigt skænderi med sin svoger – og kommer til at love ham noget praktisk taget umuligt: At han vil servere en middagsret krydret med selveste Cæsars laurbærkrans hjemme i landsbyen! Asterix påtager sig modstræbende sammen med Obelix at rejse til Rom for at få fat på laurbærkransen. Men hvordan pokker kommer man ind i Cæsars enorme palads – og hvordan finder man laurbærkransen derinde? Måske ved at sælge sig selv som slave eller involvere sig med Roms underverden?

Udgivet af Cobolt 2022

Uderzo
Albert Uderzo, fransk tegner, der især er verdensberømt for at have tegnet Asterix, som han også skrev efter den oprindelige forfatter, René Goscinnys, død, d.v.s. han har skrevet album nr. 25-31 og 33-34. (Ovenstående personbeskrivelse er taget fra ComicWiki under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 2.5 licens) Sammen med Goscinny har Uderzo foruden Asterix også skabt serierne Umpa-pa, Kaptajn Kaj og Junior. Uderzo tegnede desuden de første otte album med Luftens Ørne. Alberts broder Marcel Uderzo er også tegner. Forældrene var italienske indvandrere, og efternavnet er en gammel stavemåde af den italienske by Oderzo.

Vare tilføjet til kurv

Gå til kurv