Daredevil (Dansk)(HC): Daredevil af Miller & Janson - Bind 3.
Konfrontationen imellem to frygtindgydende snigmordere - Bullseye og Elektra - sluttede fatalt i Daredevil bind 2. Men Elektras død blev fundament for en af tegneseriestjernen Frank Millers mest forbløffende føljetoner om "Manden uden frygt" her i bind 3, der også indeholder flere bonushistorier! Der foregår skumle ting i Glenn Industries, ejet af advokaten Matt Murdocks forlovede Heather Glenn, og skurke som Kingpin og Stilt Man lurer igen i kulissen. Den mystiske organisation Hand vil udnytte Elektras kræfter hinsides graven, og hendes rival Black Widow er også tæt på at ende i en ligkiste. Daredevils superskærpede sanser vender sig voldsomt imod ham, så måske kun mentoren Stick kan redde den blinde helt? Frank Miller overtog sidst i 1970'erne Marvelserien Daredevil, som han fornyede markant. Det kulminerede kustnerisk i disse historier (med tegneren Klaus Janson) og i mesterværket "Daredevil: Genfødt" (med tegneren David Mazzucchelli), som også er blevet nyoversat af Fahrenheit/Faraos Cigarer. Sammen med Millers "Batman - The Dark Knigh Returns" udgør disse værker et reboot af superheltegenren, som stadig præger både film og tegneserier i 2020'erne.
Udgivet af Fahrenheit 2024
Frank Miller
Miller slog sit navn fast ved at genoplive Batman hos DC og Daredevil hos Marvel i mere barske versioner end fans tidligere havde været vant til. Igennem arbejdet på Daredevil skabte Miller den hårdkogte kvindelige lejesoldat Elektra, der skulle blive en kæmpesucces, og med udgivelsen af den banebrydende fortælling Nattens ridder, der beskriver en aldrende Batmans tilbagevenden til bekæmpelse af kriminalitet, blev hans navn for alvor slået fast. Begge serier har været udgivet på dansk. Miller var sammen med blandt andet Alan Moore med til at inspirere en generation af superhelte-skabere til at afprøve genrens muligheder for at fortælle historier der rakte ud over "ugens superskurk" konceptet, og i stedet udforskede figurernes indre psykologi eller de politisk/samfundsmæssige implikationer af at have personer der opererer udenfor det etablerede retssamfund. (Ovenstående personbeskrivelse er taget fra ComicWiki under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 2.5 licens)