
Lucky Luke Pletskud, Et (HC): Calamity Jane.
Den rapkæftede og handlekraftige Calamity Jane redder Lucky Luke fra et indianeroverfald, og de to westernlegender slår følge til byen El Plomo, hvor han skal efterforske illegale våbenleverancer til indianere – og hun har tænkt sig at slå sig ned og føre en fredelig tilværelse. De mødes med mistro af saloonejeren August Oyster – og det bliver endnu værre, for da Jane vinder saloonen i en armlægningskonkurrence, allierer han sig med den lokale husmoderforening, der vil jage hende ud af byen, hvis ikke hun bliver en respektabel dame. Og dét er ikke så let … Calamity er et ægte Lucky Luke-pletskud – skabt i 1965 af Morris og Goscinny og udgivet på dansk første gang i 1971. Nu i ny og flot indbundet udgave.
Udgivet af Cobolt 2024
Morris
Den fransksprogede, belgiske tegneserieskaber Aldus Maurice de Bévère - bedre kendt under kunstnernavnet Morris - blev født den 1. december 1923. I 1945 begyndte han sin tegnerkarriere på bladet Le Moustique. I 1946 begyndte han på serien Lucky Luke, som han både skrev og tegnede. Han var dog mest interesseret i tegningerne, så i 1955 blev René Goscinny manuskriptforfatter på serien, der viste sig at blive en verdenssucces.
Efter Goscinnys død i 1977 fortsatte Morris at tegne serien om Lucky Luke, delvis selv som forfatter, mest dog med andre forfattere. Serien kommer ikke op på samme højder uden Goscinnny, men holder en rimelig standard.
Morris døde den 16. juli 2001. Lucky Luke fortsætter dog, nu med tegninger af Achdé. (Ovenstående personbeskrivelse er taget fra ComicWiki under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 2.5 licens)